23948sdkhjf

180 Netto'er har fået nye kassebånd: - Hvem fanden har godkendt det?

Nye, moderne butikker skyder op rundt omkring i Nordjylland, men én detalje frustrerer kunderne

- Undskyld, men hvem fanden har godkendt Nettos nye kassedesign?

Sådan indleder en anonym bruger på mediet Reddit et opslag, skriver Nordjyske

Personen har været en tur i Netto og er i den forbindelse faldet over de nye kassebånd, som langsomt breder sig over de danske Netto-butikker. Trådstarteren er da heller ikke den eneste, der har oplevet frustrationer i forbindelse med de nye kassebånd.

- Det er netop dette, der får mig til at handle i Rema1000 i stedet for, skriver en.

- JEG HADER NETTOS NYE DESIGN! Så meget at jeg gør alt for at undgå at handle i Netto, proklamerer en anden i tråden på Reddit.

Men hvad er det lige, der er årsagen til så megen frustration?

I de nyrenoverede Netto-butikker er kassebåndene blevet renoveret, så der nu er to bånd, som varerne bliver kørt henover - og det er her problemet opstår.

Når varerne kører fra det ene bånd til det andet, bliver de mast og blandet sammen med de varer, der tilhører kunden foran - også selvom at man holder afstand og bruger skillerne.

En bruger på Reddit fortæller også, at hans pose med bake-off sad fast imellem de to bånd, og ekspedienten derfor måtte "rykke den op med vold".

Scan selv er vejen frem

Umiddelbart virker det nye kassebånd som en dårlig investering for Salling Group, der ejer Netto-butikkerne, så hvorfor er de blevet installeret i første omgang?

Pressechefen hos Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, forklarer, at kassebåndene er blevet indrettet med knækket, for at ekspedienten bag kassen både kan betjene kassen og hjælpe med scan selv kasserne, der ligger bag den betjente kasse.

- Vores grundlæggende tanke, det er, at flest mulige kunder, der skal have mulighed for at klare deres indkøb på præcis den måde, de ønsker. Både hvis kunderne har vognen fyldt med varer, hvor det er nærliggende at bruge den betjente kasse, eller om de bare skal have nogle få varer, hvor det er oplagt at bruge vores scan selv løsning, forklarer Jackob Krogsgaard Nielsen.

Der er altså en mening med de nye kassebånd, der bliver installeret løbende, når Netto-butikker over hele landet får en make-over én efter én.

Lige nu er der omkring 180 Netto-butikker på landsplan, der hår fået indført de nye kassebånd. I Nordjylland er det blandt andet Netto-butikken på Frederikstorv i Aalborg og butikken i Bagterp, der har fået de nye kassebånd.

Flere brugere på Reddit fremlægger en teori om, at kundeoplevelsen hos de betjente kasser bliver så dårlig, at man selv vælger scan selv løsningen. Den teori afviser Jacob Krogsgaard Nielsen dog.

- Vi lever af at have glade og tilfredse kunder, og vi er pinedød afhængige af, at de har lyst til at komme igen. At genere kunderne på den måde, det vil være et gigantisk selvmål.

Ømme fødder

Det er dog ikke kun kunderne, der er trætte af det nye kassedesign. Dem, der står på den anden side af kassen, drømmer sig måske også tilbage til det tidligere kassebåndssystem.

Der er nemlig ikke længere plads til en stol bag kassen, så nu er ekspedienterne nødt til at stå op, mens der bippes varer ind dagen lang. Noget man har måtte finde en løsning på hos Salling Group, så man ikke risikerer unødvendigt trætte ben og ømme fødder.

- Vi har allieret os med en arbejdsmiljøekspert og har nu fundet en løsning, hvor kollegaerne får en støtte-ståstol, som de kan læne sig op ad, siger Jacob Krogsgaard Nielsen.

Koden er næsten knækket

Jacob Krogsgaard Nielsen erkender at det nye kassebåndssystem ikke har fungeret optimalt, og han er glad for, at kunderne har været gode til at udtrykke deres frustrationer over det nye system.

- Når der bliver lavet noget nyt i vores butikker, så vil der næsten altid være begynderfejl, og det har der også været her. Det kan synes simpelt at løse problemet, men det er faktisk ret kompliceret, fortæller Jacob Krogsgaard Nielsen.

Efterhånden er der ved at være en løsning klar. Man har fundet frem til, at man skal indstille på hastigheden på det de to bånd, for at undgå, at varerne bliver maste eller blandet med andre kunders varer.

Selvom Salling Group er opmærksomme på problemerne med kassebåndet, har de ingen planer om at erstatte dem med de gamle kassebånd igen.

- Vi oplever ikke, at det er så mange, der er utilfredse, så vi har ingen planer om at trække båndene tilbage, afslutter Jacob Krogsgaard Nielsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.989